Om Danmarks Papirmagerlaug…..

af  Keld Dalsgaard Larsen

Silkeborg Museum har en lang tradition for levende museum eller arbejdende museum. Det begyndte med pottemagerværkstedet og udviklede sig til store arrangementer som pilefletmarked, håndværkermarked og jernaldermarked. Tanken er, at publikum skal opleve de gamle håndværk på nærmeste hold. Silkeborg Museum har i årene 1986-2003 haft levende museum med det gamle håndværk, håndgjort papir. De gamle papirmageres virke på Silkeborg Museum var en tradition, som varede 18 år. Den ophører nu, da Papirmuseet Bikuben efter planen åbner i sommeren 2004, og alle aktiviteter omkring det håndgjorte papir derfor naturligt samles her i de gamle autentiske produktionslokaler. En epoke slutter hermed, og jeg vil benytte lejligheden til at skrive en lille beretning om de gamle papirmageres virke på Silkeborg Museum. Det sker også, fordi netop de gamle papirmageres aktiviteter på museet har været forudsætningen for den kreds af frivillige, der fremover skal være en vigtig del af Papirmuseet Bikuben.

Papirmagerne Holger Madsen, Niels Jørgen Frederiksen og Henry Jensen var pionererne, som i sommeren 1986 påtog sig opgaven at demonstrere håndgjort papir på Silkeborg Museum. Det skete i et tæt samarbejde med Silkeborg Papirfabrik, som stillede en interimistisk bøtte, redskaber og råstof til rådighed. Initiativet var til stor glæde for alle parter: Silkeborg Museum fik en god attraktion med udgangspunkt i byens historie som papirby, og de tre gamle papirmagere faldt godt til i deres nye roller som "museumsgenstande" og museumsformidlere. Tanken om at fortsætte samarbejde meldte sig derfor med det samme. Men ingen af de involverede parter havde nok forestillet sig, at det blev en tradition, som kom til at vare 18 år. At se tilbage på disse år er både opløftende og vemodigt. Opløftende fordi papirmagerne var lune og muntre mennesker, som demonstrerede det gamle håndværk med glimt i øjet. Vemodigt fordi hovedparten af papirmagerne, som har været med igennem årene, er døde. Men de nåede på mange måder ved deres virke på Silkeborg Museum at sikre deres gamle håndværk en lokal fremtid.
De gamle papirmagere kom fra et helt unikt papirmagermiljø på Silkeborg Papirfabrik. Den ballast tog de med over på Silkeborg Museum, og hvor de med årene lærte en kreds af frivillige op i det gamle håndværk og dets traditioner. Det kan vi - i det berømte historiske bakspejl - i dag se, men i det herrens år 1986 tænkte man ikke i så vidtløftige baner. Partnerne nød blot sommeren og aftalte efter endt sæson at tage endnu en tørn næste sommer.

Holger Madsen var den lille trios naturlige formand. Dels var han den ældste af alder og anciennitet, og dels var han en formidabel formidler. Holger Madsen elskede at snakke med gæsterne, og de følte sig i ualmindeligt godt selskab. Ikke mindst det kvindelige publikum. Henry Jensen og Niels Jørgen Frederiksen lod Holger Madsen føre det store ord, mens de med stilfærdig lune passede deres dont og betjente publikum med knapt så store armbevægelser. I Holger Madsens selskab kunne (næsten) alt ske. Tilfældigheder kunne også få betydning. Det gav sæsonen 1987 et godt eksempel på.
Holger Madsen udviklede - under de to første sæsoner på museet - en teori om kvinders fortrin fremfor mænd med hensyn til at lære at øse håndgjort papir i en voksen alder. Ifølge Holger Madsen var kvinder simpelthen mindre stive og mere bøjelige, hvilket gav dem bedre muligheder for at ryste øseformen hensigtsmæssigt. Holger Madsens teori gik ud på, at mænd godt kunne få det rette håndelag, men det krævede, at de lærte det fra drengeårene - netop som alle de gamle papirmagere havde gjort. Havde man ikke lært det i en ung alder, så var det ifølge den gamle papirmager svært for mænd at lære det - her havde kvinder altså bedre muligheder.
Holger Madsen søgte flere gange i sæsonen 1987 at underbygge sin teori. Blandt andet ved lidt mere grundigt at oplære særligt interesserede. Dog gerne kvinder! Alice Paulmann var en af disse særligt interesserede, og Holger Madsen kunne hurtigt konstatere, at Alice Paulmann passede godt ind i hans teori: Hun havde bestemt håndelag for det. En dag slog Holger Madsen ud med armene og bekendtgjorde, at Alice Paulmann havde nået et niveau, som berettigede til et svendebrev! Holger Madsen ville på sin positive og gemytlige måde gerne rose Alice Paulmann. Det skal lige nævnes, at det håndgjorte papir i Danmark aldrig har haft tradition for læretid og svendebreve. Holger Madsen havde da heller ikke selv papir på sin kunnen. Men det fik Alice Paulmann, idet Holger Madsen på stående fod med sin bedste håndskrift og på et stykke håndgjort papir udfærdigede Danmarks første svendebrev inden for håndgjort papir. Denne positive gemytlighed fik imidlertid andre konsekvenser.
Den gamle papirmand og silkeborgenser, Ejnar Meinicke, fulgte med stor interesse Silkeborg Museums levendegørelse af det gamle håndværk. Ejnar Meinicke besøgte ved flere lejligheder museet og de tre papirmagere, og snakken gik lystigt. Om gamle dage på papirfabrikken og fremtiden for det gamle håndværk. Ejnar Meinicke greb ideen med svendebrevet og fremsagde ideen: Hvorfor ikke danne et papirmagerlaug i Danmark med udgangspunkt i de gamle papirmagere i Silkeborg? På den måde kunne man værne om det gamle håndværk. Ideen var formuleret, og Holger Madsen virkeliggjorde den.

Nærværende artikels forfatter havde muligvis også en lille finger med i spillet - på godt og ondt. Jeg kom nemlig til at skrive til pressen, at Silkeborg Museum med sin levendegørelse af håndgjort papir søgte at sikre kendskabet til et uddødt gammelt håndværk. Det faldt naturligvis de aktive - og særdeles levende - papirmagere på Papirfabrikken for brystet at blive omtalt som "uddøde". Harry Pedersen, Frede Andersen, Sonja Pedersen og Asta Mikkelsen ville gerne lige pointere, at det gamle håndværk skam fortsat var i fuld vigør i Bøtten på Silkeborg Papirfabrik. Jeg undskyldte mange gange, og det endte lykkeligt: Kontakten mellem museet, de gamle papirarbejdere og de aktive papirmagere blev knyttet i en fællesinteresse for det gamle håndværk. Og et papirmagerlaug kunne jo være en fin ramme om dette formål. Silkeborg Museum og de aktive papirmagere på Silkeborg Papirfabrik indgik i 1988 og 1989 et nært samarbejde i forbindelse med et videoprojekt. Den Gamle By ved Mariann Ploug henvendte sig til Silkeborg Museum om en videodokumentation til undervisningsbrug af det gamle håndværk, håndgjort papir. Silkeborg Museum var straks med på ideen, og et samarbejde mellem Amtscentralen, Den Gamle By, Silkeborg Museum og de aktive papirmagere på papirfabrikken resulterede i en videofilm i 1988 og et tilhørende teksthæfte i 1989.

Silkeborg Museums initiativ med demonstration af håndgjort papir på museet, de gamle papirmageres interesse for sagen, videodokumentationen af det gamle håndværks nutidige virke på Silkeborg Papirfabrik og den medfølgende presseomtale bevirkede, at papirmagermiljøet blev gjort opmærksom på, at hvis det gamle håndværk skulle bevares under en eller anden form, var det vigtigt, at noget blev gjort. Resultatet blev Papirmagerlauget i Danmark i 1989. Gemytlige indslag, tilfældigheder og stor pietetsfølelse for det gamle håndværk fik således organisatoriske konsekvenser. Papirmagerlauget fik en ledelse på tre mand: Holger Madsen, oldermand, Henry Jensen, skatmester og Knud K. Jensen, yngre mand (sekretær).
Silkeborg Papirfabrik og Silkeborg Museum skænkede henholdsvis 2000 kr og 1000 kr til laugets pengekasse, så det nystiftede laug kunne komme godt fra start.

Holger Madsen var ankermad i hele forløbet. Med sin høje alder og anciennitet, menneskelige varme, charmerende selvbevidste beskedenhed og uomtvistelige faglige kunnen var Holger Madsen det naturlige centrum i det nye papirmagerlaug. Den oprindelige trio blev udvidet til at omfatte ganske mange fra det gamle papirmagermiljø fra Silkeborg Papirfabrik. Holger Madsen lagde vægt på det festlige og seriøse. Det festlige kunne være på museet eller ved private sammenkomster. Holger Madsen bød gerne på en genstand eller to i sit hjem på Læssøegade 29, hvor de gamle papirmagere kunne fortælle historier fra Silkeborg Papirfabrik. Det seriøse handlede om at give en god og faglig præsentation af det gamle håndværk på Silkeborg Museum. Det festlige og det seriøse gik hos Holger Madsen op i en højere enhed. Og løn var han også mand for at sikre sine folk: En øl eller to og en kop kaffe og et stykke kage. Ellers blev der strejke.
Flere gamle papirmagere deltog nu i arbejdet. Også den gamle bøttemester Henrik Boris tog sin tjans med demonstration og øste gerne ud af sin enestående viden om håndgjort papir.

De forenede Papirfabrikker fejrede 100 års jubilæum i 1989, og humøret var højt. Men snart skulle alt blive vendt op og ned. Knapt var festlighederne ovre, før den svenske papirkoncern Stora opkøbte størstedelen af den danske papirindustri i form af De forenede Papirfabrikker. Det fik afgørende konsekvenser for den gamle hæderkronede industri i løbet af 1990'erne. Og det fik øjeblikkelig virkning for det håndgjorte papirs område: Bøtten på Silkeborg Papirfabrik lukkede i marts 1990. Midlertidigt blev der sagt, men alt tydede på, at det var for altid. Hvad nu? Silkeborg Museum var i 1989-90 i gang med store byggeplaner i museumshaven - en ny museumsfløj med jernalderudstilling, særudstillingslokale, foredragssal og museumscafe. Nybygningen skulle stå færdig til indvielse i sommeren 1991. Travlhed er ofte animerende for endnu mere travlhed. Måske kunne der findes plads til det håndgjorte papir på Silkeborg Museum? Der var mindst to gode grunde til det:
For det første: Papirmagerne havde demonstreret håndgjort papir i forrummet i konservatorværkstedet. Det blev simpelthen ryddet til formålet i sommerferien. Men det var ikke ideelt, hverken for konservatoren eller for papirmagerne.
For det andet: Nu hvor Silkeborg Papirfabrik lukkede Bøtten, følte papirmagerne, at museet kunne redde lidt af situationen ved at skabe lidt mere permanente rammer om demonstrationen, helst med en lille museumsudstilling tilknyttet.
Løsningen blev indretningen af Papirværkstedet Bøtten i den lille sidebygning, som i daglig tale på museet gik under navnet "pottemagerværkstedet". Den eksisterende udstilling om træskomageri og almueliv blev fjernet og delvist flyttet ind i hovedbygningen. Og i stedet kom en lille udstilling om det håndgjorte papir med mulighed for at demonstrere det gamle håndværk. Fra Silkeborg Papirfabrik fik vi hollænder, sorterbord, bøtte, gauskestol osv.

Papirværkstedet Bøtten blev indviet den 2. juli 1991. Samme dag som Dronning Margrethe og Prins Henrik indviede museets nybygning og nye jernalderudstilling. Forberedelserne havde været mange, hektiske og præget af stor usikkerhed. Dronningens tilstedeværelse skyldtes naturligvis først og fremmest indvielsen af nybygningen, men museet ønskede at holde muligheden åben for, at Dronningen eventuelt slog et smut forbi det nye papirværksted. Der var dog intet aftalt på forhånd - det måtte afhænge af situationen på selve dagen. Spekulationerne var mange: Kunne man overhovedet "lokke" Dronningen til at forsøge sig som papirmager? Lange plastikhandsker og beskyttende forklæder var indkøbt til formålet, hvis Dronningen var med på ideen. Papirmagerne Holger Madsen og Henry Jensen var indskrevet til at forestå den eventuelle oplæring.
Dagen oprandt. Dronningen og Prinsen indvilgede i at gå med over i Papirværkstedet Bøtten. Dejligt. Holger Madsen tog med ærbødighed og uimponeret charme imod de kongelige gæster og tilbød på et passende tidspunkt Dronningen at forsøge sig ved bøtten. Det følgende optrin var uforglemmeligt: Dronningen trådte lidt overrasket et skridt tilbage, mens hun udtalte, at hun ikke så sig i stand til det her og nu, men måske en anden dag. Stemningen i lokalet stod et øjeblik stille. Knapt havde Dronningen placeret sig et skridt længere væk fra bøtten, før overraskelsen kom: Prins Henrik trådte et skridt frem og tilbød sig som papirlærling. Og stemningen i lokalet hvirvledes op med munterhed og latter. Prins Henrik overtog den centrale rolle med så stor menneskelighed og charme, at alt faldt på plads i situationen. Dronning Margrethe fik et velfortjent pusterum, hvor hun så åbenlyst nød at se gemalen i godt selskab, og Holger Madsen og Henry Jensen fik et af deres livs store oplevelser. Dronning Margrethe kastede glans over det nye papirværksted, og Prins Henrik gjorde det til en munter og uhøjtidelig begivenhed for de tilstedeværende. Papirværkstedet Bøtten fik en fornem og minderig indvielse.

Papirværkstedet Bøtten var rammen om håndgjort papir på Silkeborg Museum i perioden 1991-2003. Forholdene var her langt bedre end i konservatorafdelingen, men helt godt blev det nu aldrig. Mere vil have mere. De gamle papirmagere begyndte nu at sammenligne forholdene med deres oprindelige arbejdsplads, og her faldt Papirværkstedet Bøtten naturligvis igennem. Det var vigtigt at understrege, at Papirværkstedet Bøtten var et demonstrationssted og ikke et egentligt produktionssted for håndgjort papir.
De gamle papirmagere passede først og fremmest deres sæson i sommerferien og efterårsferien. Det var kerneområdet, men papirmagerne deltog også gerne i andre af museets arrangementer. F.eks. de store håndværkermarkeder. Silkeborg Museum holdt i 1992 en konference om håndgjort papir i Danmark, og papirmagerne deltog talstærkt og gav herved konferencen stor faglig pondus. Den gamle bøttemester Henrik Boris holdt ved den lejlighed et uovertruffen godt foredrag om det håndgjorte papir på Silkeborg Papirfabrik. Jeg kan endnu ærgre mig over, at det ikke blev optaget på bånd.
Papirmagernes løn var som nævnt symbolsk - øl, vand og kaffe med kage. Men det blev en fast tradition, at Silkeborg Museum inviterede papirmagerne på en bedre frokost i august efter sommersæsonen. I mange år foregik det på Hotel og Restaurantmuseet Ludvigslyst.
En lille episode fra Ludvigslyst skal her fortælles. Jeg havde som princip, at museet gav en god frokost og to genstande, normalt en fadøl og en snaps. Papirmagerne fandt det måske nok lidt underligt, men man affandt sig nogenlunde med mit formynderi. Værten Hans Jørgen Pedersen, Ludvigslyst, havde også lidt svært ved at goutere de stramme begrænsninger på drikkelsen, og en sommer fandt han på en snu plan. Efter en dejlig sild med snaps kom Hans Jørgen Pedersen ind til selskabet og bekendtgjorde, at han havde kokkereret endnu en sildeanretning, noget helt nyt, som han bestemt mente, at vi skulle smage. Gratis! Tilbudet faldt i god jord. Men skulle der så ikke endnu en snaps til? Hans Jørgen Pedersen og papirmagerne fandt det særdeles naturligt, men jeg greb overraskende resolut ind, hentede en snapsflaske i køkkenet, lod alle deltagerne snuse til den åbnede flaske og bragte den så tilbage igen på rette plads med besked om, at nu havde de fået snaps til den nye sildeanretning. Snydesnapsen skabte en overrasket munterhed, og er en af de hændelser, som har sat sig dybest spor i erindringerne.
Lindy Louring lagde nogle år motorbåd til vor lille udflugt til Ludvigslyst. Vi mødtes ved havnen, så vi i samlet flok kunne nyde sejlturen til Ludvigslyst. Og Lindy Louring havde så en forfriskning ombord til deltagerne med en slet skjult hentydning til undertegnedes drikkeregulativ. Altsammen med glimt i øjet og smil på læben.

Papirmagerlauget var en uhøjtidlig forening med stil over. Silkeborg Papirfabrik og kunstneriske elementer i kredsen sørgede for, at lauget fik eget logo, egen papirform, eget stempel og eget håndgjort papir beregnet på medlemmernes laugsbreve osv.
Papirmagerlauget holdt laugsmøde hvert år i februar. I første halvdel af 1990'erne foregik møderne i kantinen på Silkeborg Papirfabrik. Fabrikschef Kjeld Andersen gav lauget en rapport over udviklingen på deres gamle arbejdsplads og var iøvrigt vært ved et kaffebord. Laugsmøderne foregik altid i en kammeratlig atmosfære og uden de store diskussioner. Oldermanden aflagde beretning, og skatmester gav en oversigt over økonomien. Og altid under fuld applaus.
Lauget havde to medlemskategorier: De gamle papirmagere, som havde arbejdet med håndgjort papir på Silkeborg Papirfabrik, og andre, som på den ene eller anden måde havde vist interesse for det gamle håndværk. Til den sidste kategori hørte en række tidligere eller nuværende funktionærer på Silkeborg Papirfabrik, nogle kvindelige papirkunstnere, Henry Ravnborg fra Grafisk Museum i Odense og undertegnede.
Laugsmødet i 1990 var en stor begivenhed i laugets historie. Oldermanden Holger Madsen delte på mødet laugsbrevene ud og gav hvert enkelt medlem et par velvalgte ord med på vejen. Økonomien var til at overskue. De første år blev der indbetalt et mindre kontingent på 100 kr. Jeg mindes på et laugsmøde, hvor Charley Laursen skæmtede med, at det var jo en forening af gamle mennesker, så måske burde man opkræve kontingentet kvartalsvis. Det ville jo være ærgerligt at betale 100 kr, hvis man nu døde midt i året! Charley Laursen betalte under megen munterhed dog prompte sine 100 kr i kontingent. Ingen havde forestillet sig i dette fornøjelige øjeblik, at Charley Laursen ikke skulle leve frem til næste laugsmøde.
I anden halvdel af 1990'erne flyttede laugsmøderne fra Silkeborg Papirfabrik til Silkeborg Museums café.

Mange af de gamle papirmagere faldt gennem årtiet fra. De tilbageblevne var frem til og med sæsonen 1997 nok til, at de selv kunne passe den årlige sæson på museet. Men tiden var ved at blive et problem for det gamle papirmagermiljø. Noget måtte gøres. Men hvad? Ville det gamle håndværk dø med dets gamle udøvere? Eller var det muligt at oplære en kreds af interesserede frivillige? Disse overvejelser var ikke lette for de gamle fagfolk. De var ganske naturligt på vagt over for alle tendenser til forfladigelse af deres gamle håndværk. Drøftelserne frem og tilbage resulterede i, at Silkeborg Museum og Papirmagerlauget indkaldte til et stort offentligt møde for interesserede den 27. februar 1998.
Mødet den 27. februar 1998 samlede mange interesserede. På mødet blev der manet til tålmodighed: Det var en langsigtet proces, og forsamlingen måtte ikke regne med, at man sådan lige pludselig over natten blev papirmager. Mange havde ikke den tålmodighed, mens de tålmodige tog næste skridt ved at tilmelde sig museets papirkursus samme forår. Papirkurset foregik både i Papirværkstedet Bøtten på museet og i Bøtten på Silkeborg Papirfabrik, som blev åbnet et par aftener netop til dette formål. Leo Laursen, Lindy Louring og Jørgen Rahbek gav papirkursisterne et førstehåndsindtryk i de rette historiske omgivelser. Bøtten på Silkeborg Papirfabrik var de aftener ikke opvarmet, og deltagerne skulle være pakket godt ind for ikke at fryse. Kurset var relativt grundigt, men dog uden mulighed for at komme ind i alle arbejdsprocesserne. En standhaftig skare af frivillige fulgte kurset og indgik allerede i sæsonen 1998 som en slags "føl" eller lærlinge sammen med gamle papirmagere. En proces var sat i gang.

Oldermanden Holger Madsen trådte tilbage på laugsmødet i 1998. Holger Madsen var åndsfrisk til det sidste, men da fødselsåret var 1907, mente han sig berettiget til at træde tilbage på grund af alder. Ingen af de oprindelige papirmagere så sig i stand til at overtage posten. Holger Madsen døde samme forår, og papirmagerlauget mistede hermed dets hidtidige omdrejningspunkt. Jørgen Rahbek blev den naturlige arvtager på posten som oldermand.
De få tilbageblevne papirmagere kunne ikke længere alene stå for demonstrationerne af det håndgjorte papir på Silkeborg Museum. Løsningen blev, at papirmagerne i højere grad påtog sig opgaven at oplære de interesserede papiraspiranter, så de kunne træde til ved demonstrationerne i Papirværkstedet Bøtten. Denne oplærling indebar både det rent håndværksmæssige og kendskabet til papirmagermiljøets fortællinger og traditioner. Denne proces kræver stor tålmodighed og indlevelse fra begge parter. Det er svært for de gamle papirmagere at give slip, og de nye aspiranter, som med tiden skal løfte arven, må gøre det på egne vilkår med pietetsfølelse og respekt for det gamle håndværk og dets traditioner.

Silkeborg Papirfabriks lukning i foråret 2000 var en historisk skelsættende begivenhed for Silkeborg og silkeborgenserne. Lukningen havde også håndgribelige konsekvenser for det lille papirmagermiljø omkring Silkeborg Museum. Silkeborg Papirfabrik havde i alle årene i stort og småt hjulpet Silkeborg Museum i vort arbejde med det håndgjorte papir, blandt andet ved at levere råstoffet til papirværkstedet. Silkeborg Museum stod nu på helt egne ben. Kunne vi selv løfte opgaven? Svaret var, at det var vi tvunget til. Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Papirfolket ved Silkeborg Museum tog opgaven på sig, og det lykkedes, som noget af det vigtigste, at få malet råstof til demonstrationsbrug i museets lille hollænder.
Silkeborg Papirfabriks lukning stillede en række kontante spørgsmål til det håndgjorte papirmiljøs lokale fremtid. Var det muligt at virkeliggøre en gammel drøm om at komme over i de gamle autentiske produktionslokaler i Den gamle Bøtte? Gang på gang havde denne mulighed været drøftet, og lige så mange gange var forhåbningerne bristet. Årsagerne var mange, eksempelvis sikkerhedshensyn, adgangsforhold og lugtgener. Hvad nu?
Silkeborg Papirfabrik lukkede i 2000, og Papirfabrikken voksede frem som en ny bydel på den gamle fabriksgrund. I denne omvæltningsproces opstod ønsket om et papirmuseum på området som et mindesmærke og monument over stedets historiske betydning for Silkeborg. Planerne for et papirmuseum kunne virkeliggøres i Den gamle Bøtte, hvor hele det autentiske produktionsanlæg til håndgjort papir lå i tornerosesøvn efter lukningen i 1990. Mangt og meget skulle falde i hak. BG-fonden donerede i 2002 et stort beløb til formålet, og hermed var vejen mod målet ryddet så meget, at Papirmuseet Bikuben kan indvies til sommersæsonen 2004. Efter planen den 12. juni 2004.

Papirmiljøet omkring Silkeborg Museum har siden 2000 søgt at forberede sig til en ny epoke i et kommende papirmuseum i de historiske omgivelser i Bøtten. Papirmiljøet har søgt stille og roligt at udbygge kredsen af frivillige. Det har krævet en række papirkurser og noget skriftligt baggrundsmateriale. Papirmagerne Leo Laursen og Lindy Louring har ydet en stor indsats som instruktører til disse kurser. Silkeborg Museum har igennem årene indsamlet materiale om det håndgjorte papir på Silkeborg Papirfabrik, blandt andet erindringer og optegnelser fra gamle papirmagere. Dette arbejde er i de senere år udbygget og systematiseret.
Papirmagerlauget i Danmark under oldermand Jørgen Rahbek har også ændret sin struktur under indtryk af de nye vilkår. Lauget ændrede i 2003 vedtægter, således at det samlede miljø bestående af gamle papirmagere, andre tilknyttede laugsmedlemmer og de nye frivillige bliver samlet i én forening, Danmarks Papirmagerlaug. Sigtet er fortsat det samme: At værne om det gamle håndværk, håndgjort papir. Danmarks Papirmagerlaug vedkender sig fuldt ud arv og gæld fra den lokale papirmagertradition. Den er det nuværende laugs historiske udspring og fundament. Lauget har derfor udnævnt de nulevende papirmagere - som de eneste - til æresmedlemmer. Æres dem, som æres bør.

Silkeborg Museum har i 18 år haft en tradition for håndgjort papir. Det har været en tradition, som gled naturligt ind i museets årsrytme. Måske kan man lidt højtideligt hævde, at denne museale tradition har været med til at sikre, at den bagvedliggende lokale tradition har kunnet overvintre og sætte spire. En epoke på Silkeborg Museum slutter. Og en ny epoke kan begynde på Papirmuseet Bikuben.

Papirmuseet Bikubens etablering og halvanden sæson opslugte alle laugets kræfter frem til sensommeren 2005, hvor laugsmødet igen blev indkaldt den 30. august 2005. Jørgen Rahbek ønskede at træde tilbage som oldermand. Lauget takkede for Jørgen Rahbeks enorme arbejde for sagen og glædede sig over, at han fortsat var i laugets midte som en uundværlig ekspert i alle papirets facetter. I sine afsluttende bemærkninger understregede Jørgen Rahbek, at overgangen fra Silkeborg Museum til Papirmuseet Bikuben havde været uhyre positivt, men at Papirmuseet måtte sørge for at udvikle sig og aldrig blive statisk.
Laugsmødet valgte med akklamation papirmager Lindy Louring som ny oldermand. Hermed er kontinuiteten til papirmagermiljøet på Silkeborg Papirfabrik fastholdt, idet Lindy Louring har været dreng og papirmager i Seddelfabrikken. Laugsmødet nyvalgte Jane Andersen til skatmester (kassereer). Med valget af Jane Andersen blev kontinuiteten til Silkeborg Papirfabrik igen underbygget, idet Jane Andersen har en lang fortid på papirfabrikken på en række forskellige arbejdsområder: På salen, i afsendelsen i planlægningen og i efterbearbejdningen. Laugsmødet genvalgte Keld Dalsgaard Larsen som yngremand (sekretær).

Historien er en justeret udgave af en artikel i Silkeborg Museums årsskrift 2003.