Grenaa Papfabrik udsprang fra en hørproduktion, som havde et opsving under besættelsen. Hørproduktionen blev urentabel omkring 1950, og dele af den jyske hørproduktion udviklede sig til to nye industrielle foretagender med tilknytning til papirindustrien: Grenaa Papfabrik og Dansk Kraft-Emballage i Kolding, som producerede bølgepap.

Grenaa Papfabrik blev etableret i 1954 under navnet Dansk Lin & Cellulose Industri. Fabrikken købte en brugt papirmaskine i Norge i 1955. Den 20. april 1956 blev papfabrikken officielt indviet.

Godsejer Carl Boisen Thøgersen og senere dennes svigersøn Kaj Frølich var hovedmændene bag fabrikken i Grenaa. Fabrikken havde et nært samarbejde med og en god kunde i Dansk Kraft-Emballage i Kolding.

Grenaa Papfabrik fik papirmaskine nr.2 (PM2) i 1960 og papirmaskine nr.3 (PM3) i 1966. Med igangsættelse af PM3 solgte fabrikken den første papirmaskine fra 1955-56. Grenaafabrikken skiftede i 1962 navn til A/S Grenaa Papfabrik.

Grenaa Papfabrik blev i løbet af 1960’erne en veletableret virksomhed inden for dansk papirindustri. Fabrikken var på mange måder en opkomling og en konkurrent i forhold til De forenede Papirfabrikker – og med succes. Grenaafabrikken gik sine egne og nye veje i forhold til mastodonten DfP. F.eks. indførte man allerede i 1965 kontinuerlig drift alle ugens syv døgn, hvorimod der skulle gå en rum tid, før det blev indført inden for DfP på Magle Mølle Papirfabrik og Dalum Papirfabrik.

Grenaa Papfabrik producerede papir (liner og fluiting) til bølgepapindustrien. I 1970’erne ændrede bølgepapindustrien imidlertid sine standardmål, således at man ønskede at producere ud fra papirbaner på 245 cm. Det var et gevaldigt problem for Grenaafabrikken, idet PM 3 kun havde en produktionsbredde på 230 cm. Kunne fabrikken gøre det umulige og udvidde bredden med 15 cm? Traditionen og erfaringerne sagde nej. Men det lykkedes ikke desto mindre – og en truende katastrofe for virksomheden var afværget.

Grenaa Papfabrik brugte i vid udstrækning returpapir som råstof, og dette råstof blev i løbet af 1970’erne helt dominerende. I 1980’erne måtte fabrikken slås med forureningsproblematikken. Man satte derfor en udviklingsproces i gang med det formål at begrænse mængden af anvendt vand, så det til sidst helt kunne recirkuleres. Målet blev nået omkring 1990. Dette epokegørende system gav dog nogle interne lugtgener på selve fabrikken, men de problemer blev løst i løbet af 1990’erne.

Grenaa Papfabrik etablerede i 1983 endnu en papirmaskine (PM1), som til dato er virksomhedens – og dansk papirindustris – nyeste papirmaskine. Hermed var Grenaavirksomheden godt rustet i den internationale overlevelseskamp.

Danisco købte i 1988 Grenaa Papfabrik. Danisco var herefter i et par år ejer af såvel den gamle papirkoncern DfP som opkomlingen fra Grenaa. Danisco beholdt imidlertid Grenaafabrikken, da man frasolgte DfP til svenske Stora. Grenaa Papfabrik fik i forbindelse med Daniscos ejerskab driftsansvaret for Højbygård Papirfabrik i perioden frem til 1993. Under Danisco skiftede Grenaa papfabrik navn til Danisco Paper.

Danisco solgte i 2000 papirfabrikken i Grenaa til svenske SCA. SCA blev hermed ejer af de to naboindustrier i Grenaa: Papirfabrikken og bølgepapfabrikken, som fik de nye navne SCA Djursland og SCA Grenaa.

SCA Djursland standsede i november 2002 sin ældste papirmaskine (PM2). Fabrikken kørte videre med PM3 og Pm1 frem til udgangen af marts 2006. Fabrikken er i dag lukket og under afvikling.

Henvisninger:
Erik Christophersen: Fra hør til pap – historien om Grenaa Papfabrik (i Grenaa og Omegn. Før og nu 1984).
Keld Dalsgaard Larsen: Dansk Papirindustri 1829-1999 (Silkeborg Museum 2000).