NORDISK PAPIRHISTORIKERE

Årsmøde juni 2009 i Silkeborg
Af Keld Dalsgaard Larsen


Årsmødets deltagere foran Møntmestergården i Den Gamle By. Fra venstre
Tina Grette Poulsson (N), Richard Kjellgren (S), Keld Dalsgaard Larsen (DK), Jan-Erik Levlin (FIN), Göran Wohlfahrt (S), Anna-Grethe Rischel (DK), Steffen Clausen (DK), Ernst L. Back (S), Bertil Mark (S), Jens Vellev (DK), Annemarie Teuber (DK), Per Jerkeman (S), Ingelise Nielsen (DK), Esko Häkli (FIN), Gunilla Häkli (FIN), Bent Schmidt Nielsen (DK) og Ulla Ehrensvärd (S). På dette tidspunkt havde følgende forladt årsmødet: Helene Sjunnesson (S), Michael Højlund Rasmussen (DK), Kari Greve (N) og Erik Nørgaard Pedersen (DK).

Foreningen af Nordiske Papirhistorikere (NPH) holdt årsmøde i Silkeborg i dagene 3.-5. juni 2009. Silkeborg Kulturhistoriske Museum ved museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen stod for arrangementet i tæt samarbejde med Papirmuseet Bikuben ved Bent Schmidt Nielsen.

Onsdag den 3. juni 2009 ankom gæsterne fra Finland, Norge, Sverige og det øvrige Danmark og blev indkvarteret på Hotel Dania. Om aftenen åbnede årsmødet på Silkeborg Museum, hvor Keld Dalsgaard Larsen bød velkommen i Drewsens stue på museet.
Aftenens program bestod af et foredrag ved konservator Anna-Grethe Rischel om "hvorfor analysere papir?", hvor Anna-Grethe Rischel blandt andet kom ind på sine undersøgelser af papir fra grænselandene mellem Kina, den arabiske verden og Europa.
Bagefter holdt bestyrelsen møde, og Bent Schmidt Nielsen tog de øvrige deltager på en rundtur på Papirfabrikken.

Torsdag den 4. juni 2009 drog årsmødet i samlet trop i bus til Bruunshåb Gamle Papfabrik. Dagligleder Erik Nørgaard Pedersen tog imod forsamlingen og gav en fortræffelig rundvisning i det producerende papmuseum. Remtrækkene snurrede, og maskinerne larmede produktivt. En lille ringklokke ringede, når pappets tykkelse var passende på rundviremaskinen, og maskinpasseren kunne rive det våde papstykke af maskinen - og nye lag kunne påbegynde skabelsen af næste papstykke.
Erik Nørgaard Pedersen kunne fortælle, at råvarerne altid havde været genbrugspapir. Det var et mix af papkasser, aviser, ugeblade og skrivepapir. Papmuseet har den ordning, at børn kommer gratis ind ved aflevering af 5 kg gammelt papir.
På Bruunshaab Gamle Papfabrik holdt konservator Michael Højlund Rasmussen et illustrativt foredrag om glober og renoveringen af H.C. Ørsteds jordglobus.
Efter rundvisning og foredrag spiste forsamling frokost - to stykker højtbelagt, dansk smørrebrød - på stedet, før turen igen gik til Silkeborg.


Ved bøtten i Papirmuseet Bikuben:
Papirmuseets leder, Bent Schmidt Nielsen står i gauskestolen, mens deltagerne lytter koncentreret på. Foran til venstre står Richard Kjellgren, og herefter Per Jerkeman, Jan-Erik Levlin, i baggrunden Erik Nørgaard Pedersen, Bent Schmidt Nielsen og yderst til højre med kameraet på maven, Jens Vellev.

Over middag gik turen tilbage til Silkeborg, hvor forsamlingen gik gennem den renoverede Silkeborg Papirfabrik for at besøge Papirmuseet Bikuben. Museumsleder Bent Schmidt Nielsen viste rundt og gav en uddybende beretning om formbinderi på Silkeborg Papirfabrik med udgangspunkt i museets nys åbnede særudstilling om dette tema.

Papirmager Lindy Louring, oldermand i Danmarks Papirmagerlaug, demonstrerede håndgjort papir og hjalp deltagerne med selv at øse papir. Lindy Louring gav også en demonstration af, hvordan man øste pengeseddelpapir - ved at øse to gange.
Papirmuseet overrakte alle deltagerne en fornem mappe med forskellige håndgjorte papirer produceret på papirmuseet. I anledning af årsmødet havde papirmuseet endog fået skabt et vandmærke med NPHs varetegn og øst et antal ark med dette vandmærke. Denne gestus vakte behørig glæde og opmærksomhed.
Konservator Ingelise Nielsen holdt på papirmuseet et foredrag om Hans H. Skonnings papir i årene ca. 1635-1651 ud fra en gennemgang af hans bøger.

Foreningen holdt generalforsamling (föreningsstämma) på Papirmuseet torsdag den 4. juni 2009. Uden dramatik. Vedtægterne blev reviderede, blandt andet kom det papirindustrielle tema mere eksplicit med i formålsparagraffen. Ellers var der mest tale om sproglige justeringer. Der skete også en justering af kontingentet - især foranlediget af den svenske krones reelle devaluering.
Til Styrelsen (bestyrelsen) blev Jan-Erik Levin (Finland) genvalgt som formand (ordførende). Den øvrige bestyrelse kom til at bestå af Kari Greve (Norge, ny viseformand), Richard Kjellgren (Sverige, kasserer), Per Jerkeman (Sverige, sekretær), Esko Häkli (Finland), Keld Dalsgaard Larsen (Danmark) og nyvalgt Ingelise Nielsen. Anna-Grethe Rischel ønskede ikke genvalg - efter 13 år i bestyrelsen, de sidste år som viceformand, ønskede Anna-Grethe Rischel at koncentrere kræfterne om sin formandspost i den internationale papirhistorikerforening, IPH. Generalforsamlingen takkede Anna-Grethe Rischel for hendes store indsats for foreningen gennem årene.
Generalforsamlingen udnævnte to æresmedlemmer: Göran Wohlfahrt og Christian Valeur. Göran Wohlfahrt var til stede og fik overrakt diplom trykt på Tumba-håndgjort papir.
Generalforsamlingen sanktionerede, at næste års årsmøde bliver afholdt i Finland.

Festmiddagen blev afholdt på Underhuset i Silkeborg. Aftenen sluttede for fleres vedkommende af med overværelse af stort fyrværkeri - som meget belejligt punktum på en god og udbytterig dag.

Fredag den 5. juni 2009 drog årsmødets deltagere til Århus til købstadsmuseet Den Gamle By. Keld Dalsgaard Larsen gav en introduktion til dette unikke museum, som er verdens ældste frilandsmuseum om bykultur. Den Gamle Bys historie går tilbage til Landsudstilling i Århus i 1909, hvor Den gamle Borgmestergård blev genopført som det historiske islæt på landsudstillingen. Efter Landsudstillingen blev den historiske gård igen pillet ned for at blive genopstillet på sin nuværende placering i 1913/14. Den Gamle By åbnede som blivende museum i 1914.
Den Gamle By har de seneste 10 år været inde i en positiv spiral, og Keld Dalsgaard Larsen nævnte fire årsager til denne positive udvikling for købstadsmuseet:

- satsning på levende museum
- opførelsen og indretning af Møntmestergården (1998-2009)
- start på projekt "den moderne by" (1900-talsbyen)
- etablering af forskningscentre om byhistorie i samarbejde med Århus Universitet.

I forbindelse med indretningen af Møntmestergården skulle Den Gamle By fremskaffe tapeter fra 1700-tallet. Det viste sig at være en langt mere besværlig proces end antaget. Men det lykkedes. Og papiret til tapetet fik Den Gamle By fra Papirmuseet Bikuben. Besøget i Den Gamle By tog derfor udgangspunkt i dette samarbejde om genskabelsen af 1700-tals tapeter.
I Møntmestergården fortalte Bygningschef Niels W. Meyer, malerformand Torsten Lykke Nielsen og papirkonservator Ole Hertzum om tapetprojektet. Ved tværfagligt samarbejde i Den Gamle By var det lykkedes at genskabe tapeterne og "genopdage" de gamle håndværksmæssige færdigheder.
Møntmestergården indvies af Dronningen den 16. juni 2009, og årsmødets deltagere fik således eksklusiv forpremiere til denne fornemme bygning, hvor tapeter og indretning imponerede.
Frokosten blev indtaget i Den Gamle By - menu: bøf med løg. På den måde blev årsmødet også en introduktion til dansk madkultur med smørrebrød og dansk bøf.
Lektor Jens Vellev sluttede årsmødet af med et foredrag om Hans Skonnings papirmølle i Århus og Tycho Brahes papirmølle på Hven.