Kort referat af Nordisk Papperhistorikers årsmøde i Tampere, Finland 9/6 – 11/6 2010 Finland var vært for dette års møde i foreningen af Nordiske papirhistorikere. 22 var tilmeldte, heraf 3 fra Danmark, 8 fra Sverige og 11 fra værtslandet.
Medlemmer af bestyrelsen startede kl. 14 med styrelsesmøde, mens vi andre først mødtes kl. 16.30 og gik til Vapriikki (knib den ene øje i så står der - fabrikken), undervejs besøgtes den imponerende domkirke kort.
Inde på Vapriikki blev vi budt velkommen af NPH formand Jan-Erik Levlin med kaffebord og en lille præsentation af Tammerfors som industriby af Esko Häkli. Vi befandt os i et meget imponerende gammelt industrikompleks, tidligere Tampella, som ikke var en papirfabrik, men fremstillede papirmaskiner, vandturbiner mv. (Der var flere maskindele på Silkeborg, der bar navnet Tampella).
Derefter gik vi i auditoriet, hvor Bo Ahlskog, pensioneret chefingeniør på Tako, præsenterede Tampere/Tammerfors mere i dybden med alle de virksomheder der lå, eller havde ligget langs fossen Tammerkoski. Dernæst fik vi en introduktion til centrets nyeste udstilling, ved museumsdirektør (Projekt Manager) Kimmo Antila. Den store nye udstilling handlede om Frihedskrigen i 1918, som rettelig var en borgerkrig, eller en krig bror til bror, som han udtrykte det. Det er først nu det går an at lave en museumsudstilling, da det stadig er et ømtåleligt emne. Der blev dræbt 40.000 mennesker under krigen, og Tampere og Mäntta lå lige på frontlinjen. Udstillingen var rørende og stærk og kunne ikke anbefales til børn. Udstillingen var opbygget med mange effekter, skærme og tableauer.
Derefter en byvandring blandt byens mange industribygninger, bl.a. Finlayson – en særdeles interessant tur som alle mente de kunne have brugt mere tid på. Det var imponerende som Tampere havde valgt at bevare så meget industrikultur – tre stor fabriksanlæg: Tampella, Finlayson og Frenckells Papirfabrik.
De var nu taget i brug til mange museer, biografer og teatre mv. Byen havde en imponerende række af museer. Tampere er med sine 200.000 indbyggere Nordens største indlandsby. Byen er hjemsted for Valmet og Nokia, som startede som træsliberi og papirfabrik og siden bevægede sig over i eludstyr.
Hver gang jeg spurte hvem der havde betalt var svaret: Sta’n. Det var imponerende, at man her havde ladet mange af tilbygninger, gangpassager og knopskydninger forblive intakt. Hele tre skorstene havde fået lov at stå. Gang og cykelsti lige gennem Frenckells Papirfabrik. Midt i byen havde man endog forestået en arkæologisk udgravning af Finlands første træsliberi fra omkring 1865. Vi endte rundturen med at gå forbi Tako, her kunne Bo Ahlskog berette om at Tako var byens stolthed og moderfabrik til både Nokia og Kymmene. I dag hedder koncernen M-real. Det må have set lidt morsomt ud, at her stod 20 mennesker en sen og lun sommeraften og nød udsigten til en fabrik på den anden side fossen – og tog fotos af fabrikken.
Næste morgen kl. 8.30 gik turen med bus mod Mäntta, hvor vi først ankom til det gamle hovedkontor ’Det Hvide Hus’, hvor Gustaf-museet lå. Museet blev grundlagt i 2003 med 10 mio. Euro fra Serlachius fonden. Vi blev vist rundt i museet af Teemu Keskisarja. Museet er et papirmuseum, men handler også meget om livet i og omkring fabrikken samt de 4 generationer Serlachius. Først og fremmest grundlæggeren Gustaf Adolf Serlachius, en industripatron, der havde skabt sig lidt kapital som apoteker, dog ikke nok til at købe retten til en større foss, derfor blev det lidt længere væk, vest bredden af Mäntäkoski, 100 km nordøst for Tampere. Han grundlagde træsliberiet 1869. Hans ambitionsniveau var voldsomt, nærmest manisk og til tider endnu værre -, og ved en lejlighed truede han med at skyde en tysk ingeniør, hvis forehavende ikke var lykkedes, og han brugte alle midler for at få jernbanen drejet til Mäntta. Jernbanen gav direkte forbindelse til Sct. Petersborg, og her blev stort set alt træslib og senere papir afsat. Han installerede den første papirmaskine i 1881. Museet var indrettet med masser af trykfølsomme skærme, tableauer og låger der kunne åbnes etc. Flot lavet men knapt så autentisk og tæt hvad informationer angik. Vi fik en grundig og underholdende rundvisning. Gustaf havde 3 børn, men ingen til at overtage livsværket, det blev i stedet en nevø, Gösta Serlachius, der trådte ind. Han forvandlede GAS til en stor koncern. Begge var i øvrigt interesseret i kunst, og Gösta har givet navn til det andet museum i Mäntta, kunstmuseet.
Vi blev kørt den korte vej i bus til museet, Hvor der var frokost i den nærliggende forvalterbolig. Derefter var der rundvisning på kunstmuseet - igen var Teemu, der viste rundt, nu i et andet antræk.
Tilbage på Gustaf gik turen til auditoriet i kælderen, hvor vi skulle høre om papirindustriens historie i Tammerfors og Mäntta ved Antti Arjas med indledning af Jan-Erik Levlin.
Dernæst foredrag ved Ingmar Häggblom om Finlands sidste brukspatron, Juuso Wladen, Valkeakoski. Ingmar Häggblom havde selv siddet med i ledelsen, og dermed blev foredraget krydret med spændende og morsomme fortællinger.
Derefter kaffe og årsmøde og inden vi vendte næsen mod Tampere fik alle udleveret en pose med bøger og publikationer og en rulle toiletpapir, special edition (så hvornår skal den bruges?) Familien havde i gamle dage et skænderi netop om toiletpapiret skulle bære familiens navn, men trods protesterne bestemte den gamle sit testamente, at det hed Serla – i dag kendes det bedre som Hvide Lam.
Om aftenen var der festmiddag i Näsinneula (søen hedder Näsijärvi og neula betyder nagle eller søm) Vi sad 59 meter oppe i dette søm i en roterende restaurant med fantastisk udsigt over sø og by. På vejen dertil spadserede vi igennem byen ad den smukke ’Rambla’ og på vejen tilbage var der igen lejlighed til at passere nogle af industribygningerne.
Dernæst gik turen til handpappersbruket, som befandt sig i en lille sekskantet bygning lige ved den beskedne foss. Det havde ikke altid stået her, men var blevet flyttet hertil, da man ophørte med den egentlige produktion af håndgjort papir, men var fuldt intakt og kunne køres af kun en mand – det skete en til to gange om året at man kørte en lille produktion. Her var hollænder, tørremaskine, presse og en bøtte med sugebord, men indrettet således at papirmageren både øste og gauskede. Der var en fin udstilling af gl. fotos, forme og vandmærker. Vi fik alle overrakt en mappe med håndgjort papir, som var af meget høj kvalitet. Herefter kørte bussen mod lufthavnen, og sidste stop var Det Finske Glasmuseum, hvor vi indtog en lille frokost inden det gik hjemad og slut på et meget interessant, vellykket og godt arrangeret årsmøde. Tak til NPH og vore finske værter.
30/06/10 Bent Schmidt