MICHAEL DREWSEN
200 år den 15. oktober 2004


Keld Dalsgaard mindes Michael Drewsen på 200 års dagen

Michael Drewsen (1804-1874) er født den 15. oktober 1804 på Strandmøllen nord for København. Faderen J.C. Drewsen inddrog i 1840 sine to sønner - Christian og Michael Drewsen - i firmaet Drewsen og Sønner. De to brødre overtog virksomheden i 1844 og etablerede Silkeborg Papirfabrik. Arbejdsdelingen mellem brødrene bevirkede, at Michael Drewsen drog til Silkeborg og forestod arbejdet her, mens Christian Drewsen blev boende på Strandmøllen.
Michael Drewsen fejrede rejsegilde på Silkeborg Papirfabrik den 15. oktober 1844. I det hele taget gjorde Michael Drewsen gerne noget ud af sine fødselsdage.


Lindy Louring og Frank Lauridsen øser med drewsen-formen i dagens anledning.

Arbejdet i Silkeborg gik ikke upåagtet hen, og Kong Frederik VII skænkede Michael Drewsen fortjenestmedaljen i guld for indsatsen med papirfabrikken i den jyske udørken.
Silkeborg Papirfabrik blev ved en stor udbygning i 1847-48 Danmarks største og førende papirindustrielle anlæg. En position fabrikken bibeholdt under Michael Drewsen.
Michael Drewsen var en rastløs og ambitiøs papirfabrikant. Silkeborg Papirfabrik vandt megen hæder under Michael Drewsens ledelse, blandt andet på grund af skabelsen af en kalander til glitning af papir i ruller og udvikling af en konvolutmaskine. Michael Drewsen var foregangsmand i eksperimenter med halm til papirproduktion, og i 1867-68 opførtes på Silkeborg Papirfabrik et særskilt fabriksanlæg hertil - den såkaldte halmfabrik.
Michael Drewsen og Christian Drewsen gik med udgangen af 1864 hver til sit, således at Michael Drewsen blev eneejer af Silkeborg Papirfabrik i selskabet Drewsen og Søn. Christian Drewsen (1799-1896) overtog ved delingen papirfabrikkerne Strandmøllen og Ørholm-Nymølle ved Mølleåen.
Michael Drewsen var Silkeborgs ukronede konge. Michael Drewsen sad i en årrække i kommunalbestyrelsen, og han var blandt meget andet initiativtager til byens tidlige gasværk, indkøbet af hjuldamperen Hjejlen, telegrafforbindelse og anlæggelse af jernbane til Silkeborg.
Michael Drewsen deltog i det landspolitiske liv som medlem af den grundlovsgivende rigsforsamling og en kort overgang som rigsdagsmedlem. Og han var idemand til Himmelbjergtårnet.
Michael Drewsen blev i 1830 gift med Johanne Amalie Kümmel (1808-1863), og sammen fik de børnene Christian og Johanne.
Michael Drewsen solgte i 1870 sit livsværk - Silkeborg Papirfabrik - til apoteker Strøyberg. Men hans navn vil altid være knyttet til Silkeborg og Silkeborg Papirfabrik. I 1892 rejste silkeborgenserne en statue af Michael Drewsen som byens grundlægger.
Michael Drewsen døde den 26. februar 1874 i København. Under stort følge blev Michael Drewsen begravet i Silkeborg på familiegravstedet, som kan ses den dag i dag på den gamle kirkegård i Vestergade.
Papirmuseet Bikuben ønsker at sætte fokus på Michael Drewsen i efteråret 2004 i forbindelse med 200-året for hans fødsel.

Henvisning:
Otto Bisgaard: Fra Silkeborgs nybyggertid (1935)
Otto Bisgaard: Af Silkeborg Handelsplads historie 1860-1900 ( 1942)
Keld Dalsgaard Larsen og Kurt Balle Jensen: Michael Drewsen (1994)